"Den, der benægter tyrefægtningstraditionen i Catalonien og Barcelona, fornægter historien." Med den naturlighed og elegance, som han altid udstrålede foran tyrene, dømte Joaquín Bernadó, da han fra Barcelonas daværende borgmester, Pasqual Maragall, modtog Barcelonas guldmedalje. Han havde netop trukket sig tilbage fra ringen, hvor han kæmpede med seks tyre i den monumentale og institutionelle anerkendelse kom til en tyrefægter, der altid trænede stolt som catalaner i hele tyrefægtningsverdenen. I Barcelona kæmpede han næsten to hundrede og halvtreds tyrefægtning og mere end fyrre kvier. En autentisk reference til en hobby, der støttede ham og også krævede ham, som nød hans personlighed i arenaen, den nemme lethed, som han fik tusindvis af fans til at nyde.
Tyrefægter fra Barcelona, tyrefægter fra Madrid, en tyrefægterarena, som han aldrig undgik, og tyrefægter fra tyrefægter i Amerika. Fra Peru, fra Colombia og frem for alt fra Mexico, hvor han var et idol i så mange år. Han blev udsat for chikanen fra Fiestaen i sit land, han fældede bitre tårer af raseri og uforståelse, da en politisk løgn førte til tyrefægtning, og han fortsatte i kampen for tyrefægteren med håbet om en dag at vende tilbage til hans monumentale plads.
Med Joaquín Bernadós død vil han afsløre en af de vigtigste sider i historien om tyrefægtning i Catalonien. Fra illusionerne om en hest fra Santa Coloma de Gramanet, der brød i kraft som tyrefægter i midten af halvtredserne, til den illusion, som den skabte blandt fans, i stigende grad viet til en tyrefægters fortræffelighed, der efterlod et uudsletteligt spor, da han trak sig tilbage fra arenaen i 1983. Bag den gode smag, altid så mange opgaver og kvaliteter. Hvis han tvang ham til at vælge en, solo-forsinkelsen foran de seks Miura-tyre, påpegede han som meget mere end en personlig udfordring, et engagement. Den samme, som han altid havde med Catalonien og med tyrefægtning.
