Højesteret fordømmer gennem en nylig dom en mand for at have forladt ulykkesstedet, der var forårsaget af ham selv, og som flygtede efter at være blevet forfulgt af politiet. Dommerne forstår, at forbrydelsen af opgivelse er fuldbyrdet, er, at der er en vilje til at opgive fra den dømtes side.
Den tiltalte kørte spirituskørsel, og da han bemærkede tilstedeværelsen af en politibil, der kørte bag ham, flygtede han i høj hastighed, kørte i den modsatte retning, zigzag, uden at respektere det røde lyskryds, måtte pludselig bremse. resten af køretøjerne på vejen for at undgå en kollision, indtil den pludselig drejede i den modsatte retning og stødte frontalt sammen med en motorcykel og savnede sine to passagerer som følge af sammenstødet.
Efter sammenstødet med motorcyklen styrtede den tiltalte og hans ledsager ud af køretøjet, og de kørte i hver sin retning, indtil den tiltalte blev opsnappet af Mossos d'Esquadra-agenter, som havde udført forfølgelsen af køretøjet.
TSJ idømte dom afsagt af domstolen for forbrydelsen hensynsløs kørsel i en ideel konkurrence med to drabsforbrydelser begået på grund af alvorlig uagtsomhed og en forbrydelse af skader begået på grund af alvorlig uagtsomhed og for forbrydelsen at forlade gerningsstedet. ulykke i graden af forsøgt uegnet , med den invaliderende afhængighed af stoffer.
Forlader scenen
Til gengæld for landsretten er det relevante den fysiske forladelse af stedet, påvist på en sådan måde, at forsøgspersonen er materielt ude af stand til at hjælpe og samarbejde om at afbøde skaden forårsaget af ulykken.
Forklar sætningen, at intentionen om at forlade stedet, når det forhindres af tredjemands handling, før effektiv fysisk fjernelse, ville føre til et midlertidigt sted, kun relativt uegnet og derfor strafbart; men hvad sker der, hvis subjektet er væk fra stedet eller gemmer sig ud over visse forhold, der er placeret i den reelle umulighed at opfylde de pligter, der er lovligt fastsat til beskyttelse af de berørte juridiske aktiver?
Straffeloven kræver, at årsagen til ulykken forlader kendsgerningernes sted, og kræver på forhånd mindst en fysisk afstand fra dette sted. En specifik afstand kan dog ikke fastlægges generelt, men fortielse eller undertrykkelse af tilstedeværelsen af den person, der forårsager ulykken på stedet, bør svare til ikke at forblive dér i stand til at opfylde de pligter, der pålægges i den førnævnte artikel 51. færdselssikkerhedsloven.
Derudover er viljen til at opgive det fra et subjektivt synspunkt nødvendig, og derfor at bryde, som en nødvendig konsekvens, pligterne til at hjælpe eller anmode om hjælp til ofrene, som det måtte bebo, give deres samarbejde, undgå større farer eller skade, genoprette så vidt muligt trafiksikkerheden og afklare fakta.
I dette tilfælde, som dommen forklarede, begyndte den tiltalte efter kollisionen at løbe ud af det køretøj, han kørte, og blev jaget af agenterne, der allerede fulgte efter køretøjet på grund af hans hensynsløse kørsel, uden at miste det af syne, fortsætter til sin anholdelse efter 80 eller 90 meter fra stedet, forstår kammeret derfor, at da forfølgelsen begyndte, havde han reelt bevæget sig væk fra stedet, med den klare hensigt ikke at blive der, i strid med sine lovligt pålagte pligter, og da den er anholdt, allerede havde forladt ulykkesstedet og derfor allerede havde såret de beskyttede juridiske personer, og på denne måde forrådt sin pligt til borgerlig solidaritet, som er fastsat i færdselssikkerhedsloven, både i forhold til den forårsagede fare over for ofrene, samt om deres pligt til at undgå farer for andre trafikanter, samt til at medvirke til en passende løsning af den situation, der er skabt ved ulykkens årsag.
Af denne grund hører kammeret, at han skal dømmes som ophavsmand til en fuldbyrdet forbrydelse og ikke som et forsøg.
