FØLGE EFTER
Atlético-City, et højspændingsbånd, endte med et spektakulært slagsmål, der nåede omklædningsrummets tunnel. Gløderne fra det sidste slagsmål og Felipes røde kort fortsatte, da spillerne forlod banen. Savic blev set stille over for Grealish, Vrsaljko kastede et håndklæde efter Laporte og Walker vendte mod som en kamptyr. Selv politiet måtte gribe ind, for at testosteronstigningen ikke skulle gå videre.
Det var en trist epilog, der kom præget af UEFAs indgriben. Det ukendte, der spiste Atlético i den forrige, blev løst kun otte timer før duellen. Indtil da dukkede angsten op. På det tidspunkt meddelte TAS rojiblanco-klubben den forebyggende suspension af UEFA-sanktionen, der tvang den til at have en delvis lukning af banen og dilemmaet med at holde ud, at den allerede har 5.000 fans med adgang til hovedstadens porte.
Fornuften sejrede, og Atlético kunne, i hvert fald indtil videre, ånde lettet op. Til sidst behøvede ingen at blive straffet, og colosseum var fyldt til randen, inklusive de 3,600 City-fans, som madrasfansene udpegede til at betale for skaden. Næsten ingen endte med at bemærke dem blandt den røde og hvide skare, der invaderede stadion på jagt efter endnu en episk aften at huske.
Klokken syv om eftermiddagen, tidspunktet aftalt på sociale netværk, ventede fansene forventningsfulde på Avenida de Arcentales, stedet valgt til at modtage og ledsage holdbussen til stadion. Første opbakning fra en ramponeret fiktion, som først i den sidste uge har måttet forholde sig til kritik af sit holds spil for det, de oplevede i den første kamp, nederlaget på Mallorca og den globale udvælgelse for holdningen fra nogle få i Manchester. Det, der skete i går, handlede også om retfærdiggørelse.
monumental fløjte
Der var blus og massive tilråb, da køretøjet passerede, og festen fortsatte indenfor bagefter. "Pride, passion and sentiment", kunne man læse i den gigantiske mosaik, der, prydet med 50.000 røde, hvide og blå kort, fulgte med spillernes udgang til spillebanen. Koke, skibets kaptajn, så ærefrygt på og viftede med armene for at vinke til folkemængden.
Og ja, der blev fløjtet til Champions League-hymnen. Det er ikke nyt, det sker altid, men det var aldrig blevet hørt med en sådan intensitet. Han fornemmede knap nok den lille musik, uanset hvor høj lydstyrken var. Det var den sunde reaktion på at overveje den umtendende krænkelse af sit hold.
City-spillernes grundstødte knæ blev også mødt med fløjter lige før kick-off, men med bolden rullende, næsten ved et trylleslag, var alt glemt. Kun Savic's kraft, Joao Félix' uhæmning eller Kondogbias utrættelige stolthed betød noget.
Det manglede, ja, den nærmest vanvittige start, som Atlético stod over for denne type kampe for ikke så længe siden. Uden det udbrud og med den efterfølgende udvikling af første del, hvor City endnu en gang bar den klareste fare, truede folk med at tømme luften. Det var et fatamorgana takket være den energiske begyndelse af anden akt, der viste sig, at den formodede døde mand var meget i live. Metropolitan brølede med Griezmanns forsvinden i minut 56 og igen med de to skud fra Rodrigo De Paul.
Det var et mål værd at bevare håbet, nok til at gejsten ikke faldt, uanset hvor meget minutterne så ud til at forsvinde for hurtigt. Der var også den tordnende sidste arreón, med en besked til Guardiola inkluderet, hvori de lokale fans var glade for at se rivalen virkelig lide. Aftenen endte uden fest og uden semifinale, men de rød-hvide fans satte ligesom deres hold hovedet op til slutningen og langt videre. Mange minutter før sidste fløjt havde ingen flyttet sig fra deres sæde, og tilsangene og støtten til deres spillere fortsatte.
