FØLGE EFTER
I 'Nej til krig' passer vi alle sammen, men nu betyder det noget, at Irene Montero har besluttet, at 'Nej til krig' passer ind i 8-M, som et banner højt ror.
Jeg ved ikke, om dette vil tilskynde det forudsigelige publikum til at deltage meget eller lidt, men det betyder ikke noget, for anti-krigsretfærdigheden tilskriver en barnlig stædighed og en naiv tro.
Ingen går ind for krig, men nutidens og fremtidens pacifisme kan kun udtænkes ved at bringe kampvogne mod Putin.
Jeg siger ikke, at verden har et middel i dynamit, men en verden med Putin som en velstillet brandstifter er en verden uden retsmidler. Og her er vi, overbeviste og forvirrede pacifister, som sender ammunitionshjælp
til Ukraine, med fly, godt pakket ind i pap, hvor der står 'Nej til krig', selvom det ikke gør det.
Men Montero har insisteret på at booste det pap, på gaden, når fejringen af 8-M, som om der var kvinder, der lever overbevist om, at et missil er en succes.
I 'Nej til krig' militerer selv frøknerne, de skabninger i en bikini, der meget indtrængende udtrykker, hvis de fanger en mikrofon, det største ønske, som er to ønsker: at sulten forsvinder, at krigen forsvinder.
Nogen, en dag af Pablo Casados sidste ritualer, så, at der var brug for en voksen politiker. Adjektivet voksen er klogt, fordi vi lever i hjørner af politikere, der behandler fansene som et barn, måske fordi de er det.
Alle kobraer lærte, i panoramaet, en vrede på skrivebordet og en Miss Universe-filosofi. Giv ikke Monteros plakater skylden, for essensen af 8-M tåler alt, men 'Nej til krig' er en uskyldig længsel, et sterilt råb og en folkloristisk fejltagelse. For ja til krig er blandt andet kun blevet sagt af Putin. Resten er geopolitik og fornuft. Eller banner og opportunisme, som Montero gør, som jeg ikke ved, om han vil tage Rociito som den førende mand i demonstrationen.
