FØLGE EFTER
Den spanske økonomi gennemgår en krise, der gør enhver plan fremlagt af regeringen gamle. Langt fra at være en undskyldelig fejl fra La Moncloas side, er det resultatet af en bevidst langsom og indolent politik, der altid venter på, at andre gør det (Bruxelles) eller påtager sig skylden (Putin, Covid-19, Filomena og endda disen syd for Sahara). På trods af rækken af advarsler modtaget af andre og eksperter, vurderede regeringen tricket med kortsigtet inflation, men den, den nu lider, er ude af kontrol, næsten 10 procent, og med tegn på at slå rod i lang tid. Niveauerne af den offentlige gæld og underskud - mere indesluttet takket være en ublu skatteopkrævning - vejer som møllesten på nakken af statens reaktion, der afsondres i politikker, der slet ikke er dristige til at stå over for en situation, der er vaccineret mod klichéerne og typiske tiltag fra en venstrefløjsregering, som er fortabt i at konsolidere udgifterne og samle penge.
Sánchez præsenterede for Kongressen en 160-siders anti-kriseplan offentliggjort i BOE samme dag som hans optræden. Dette at fortsætte er set fra et parlamentarisk perspektiv endnu en fornærmelse mod suveræniteten repræsenteret af underhuset; og fra et økonomisk synspunkt en ny demonstration af manglen på et projekt. Med en inflation på næsten 10 procent bliver mange af planens forslag amortiseret, og det trækker enhver kredit til regeringen, der ikke engang tror på sit eget initiativ.
I krisetider, med krigstrommer, skal løsningerne være blottet for de klassiske argumenter om 'det sociale skjold' eller at 'ingen bliver efterladt', fordi det sociale skjold springer, når der er tusindvis af borgere, der er udsat for frygten for ikke at kunne betale for basisprodukter på grund af inflation. Vi skal ændre den økonomiske politik. Mulighederne er kendte, men de kræver politisk mod og regeringsansvar, to ting, som Sánchez flygter fra. I dag konsulterede ABC en række eksperter for at tilbyde alternative løsninger til inflation. Det sørgelige er, at Sánchez ikke lytter til nogen. Mange af dem er enige om behovet for en indkomstpagt mellem virksomheder og arbejdstagere, så virkningerne af inflationen fremskrives på en afbalanceret måde gennem hele produktionskæden ved at begrænse lønninger og forretningsmarginer. Det vil tjene som et middel til at pålægge arbejdsgiverne uforholdsmæssigt store byrder, hvis den økonomiske aktivitet ikke tillader stigningen i antallet af ansatte eller forbedringen af arbejdsstyrken. Til sidst skal du vende tilbage til ERTE som makeup for en svækket økonomi. På den anden side bør regeringen modigt tage fat på pensionernes situation og vurdere, om det ikke er på tide at 'afindeksere' dem for at afkoble dem fra inflationen og dermed undgå en udgiftsspiral, der ender med en nedskæringsordre, der er identisk med den, Bruxelles sendte til Zapatero i 2010.
Politikdoping af tilskud og kreditter er ikke et alternativ til en politik med selektive skattelettelser. Regeringen behandler inflation som en indtægtskilde, men denne mulighed er begrænset af familiernes forbrugskapacitet, som ikke længere er den i 2021, da besparelserne fra pandemien blev frigivet. Der er ustadige produkter som elektricitet og brændstof, der burde sænke deres afgifter. Også mad. Med en gæld på 130 procent over BNP skal skattelettelser måles nøje, men ikke løbe fra dem. Det er endda muligt at tilbageføre indkomstskattefradraget for ikke at straffe forbruget yderligere. I Spanien er det tydeligt, at der er brug for en anden regering.
