Oliventræernes skind tøer op, og jorden rynker. Toppene er spildt, fuglene balsameres med kvælende pip, afgrøderne dør i okker. Byernes højtider er tørre, og dyrene dier i vandløbene. De opildner åens klipper. Rogative, de trofaste mod jomfruerne kræver en let storm i et ekstraordinært optog. Melonerne skærer deres dødsskiver, og sumpen afslører gamle huse. Spærreild af kander: sommerregnen. Grøfterne bliver tavse, bassinerne samler tårer fra mudderstormen som lommetørklæder af salt, og hegnenes skimmel og jord ligger. Tyrene løber væk, hvis man kommer tæt på, arkæologer leder efter hvedemarken, der engang gav brød, og vådområdet er en trompe l'oeil af stædige hejrer. Vandet forviste vores lektion i de vandhaner, som engang, sprudlende, gav os uden at spørge. Og nu kommer tællingen af hvidløg begravet uden at være født ikke ud: floden løber tør og før var det voldsomt. Åh, vand fra i går. Nedvaskningen af terrassen, de vandede krukker, tomatplanterne, de brændende roser, de larmende cikader, de kolde brusere, krukkerne, vaskene... Rutinen bliver overskyet af stille, mudret, gammelt, lerholdigt vand, snavset farvande, uden rytme, forsinket, ubrugeligt, analfabet vand. Og tørsten har flasket timer. Regnen er nostalgi i secarrales, vandpytterne er relikvier fra fortiden. I skitsen af revner, indre sår i de tomme senge og kanaler er der kun plads til en cisterneration. Den revnede bred, flodens gamle mærke blandt farverne: brun, grøn, blå, mudder, græs... Dufter af silt og havkat, af en lille pøl af tavse frøer og en båd, der sover på jorden uden fiskere. De tørstige postkort, bakkerne, støvskyerne, sparsomme moser med vilde heste til ål og flamingoer uden en dyster lagune, døde flodmundinger, flåder, gedder, bunker, rådne damme, hvor meget ødelæggelse... Den nøgne sol melder om tørken og lyset sover i skumringen I brønden.
