Central del Callao lukker. Eller i det mindste bliver det noget andet end det, vi vidste hidtil. Ligesom Lorca skete det sædvanlige her: En ændring i ejerskabet af den enestående bygning ville forhindre, gennem en auktion, at en af de bedste bøger i Spanien blev fundet i paladset på nummer 8 Calle del Postigo de San Martín. Betingelserne for den nye ejer er ikke acceptable for en virksomhed, der igen kredser om læsning, og boghandlen flytter til et andet sted lige overfor. I en god forsikring vil de boghandlere, der beholder deres arbejde, gøre alt for at genskabe den samme atmosfære. Men vi ville være kloge ikke at antage, at noget vil blive ændret for altid. Bøgerne vil gå fra at være udstillet i et palads til at blive udstillet i et lokalt og overfladen reduceres til en fjerdedel af det gamle rum. Det kan ikke være det samme. Rygtet kom om sommeren, og da jeg spurgte de mennesker, der havde arbejdet, svarede næsten ingen, som om de ville give offentlig tro på, at det dårlige varsel ville udløse begivenheden. Nu er det blevet bekræftet, at vores by og dens udseende er krympet. Nyhederne påvirker ikke kun dem af os, der har købt der. Der er virksomheder, som ikke ligefrem er virksomheder, og som er en del af en bys arv. Madrid så mere kulturelt ud og mere læst ud, da der var boghandlere i elisabethanske paladser. Køerne, der lagde sig ved La Central i julen, var et levende bevis på hovedstadens boglige puls. Forretningen var rentabel, men måske ikke rentabel nok til at leve op til den nye ejers forventninger. Det er rigtigt, at det er markedets regler, min ven, men mange af os har mistanke om, at klokken, som Rodrigo Rato har, er prydet mere med 'Hells Bells' fra AC/DC end med Philadelphias frihed. Det kan nok ikke rettes. Jeg er sikker på, at alt er sket efter loven. Men jeg tror stadig på den kulturelle undtagelse. Der er ting, der ikke skal ske og ske. Og siden denne nyhed er Madrid en værre by, og ingen har sat en løsning på det.
